Ser vi på fx boligforeninger og større ejendomme i industrien har der gennem de senere år været et stærkt stigende fokus på energioptimering. Der er fortsat et stort, uindfriet besparelses-potentiale, og man er lige præcis inden for disse områder kommet rigtig langt med at analysere sig frem til, hvor man skal sætte ind for at opnå de største besparelser. Knapt så godt ser det ud, hvis vi kigger på den private boligmasse, hvor der ikke i samme grad har været fokuseret på at minimere energiforbruget. Godt nok valgte mange boligejere i løbet af 2013 at få monteret solceller, men det har ikke så meget med en reel energirenovering at gøre – her flyttede man bare energikilden. Men hvordan kan det være, at der ikke har været den store aktivitet i forhold til at energirenovere den private boligmasse, når nu der er markante besparelser at hente? Hos Grundfos mener vi, at det er en direkte konsekvens af, at der til dato endnu ikke har været et tilbud, der i tilstrækkelig tydelig grad har været i stand til at belyse de samlede muligheder og potentialer og samtidig været i stand til at formidle disse oplysninger direkte til den private boligejer. Derfor har Grundfos sammen med tre stærke samarbejdspartnere (Danfoss, Rockwool og Velux) skabt BetterHome – et koncept, der giver boligejeren et samlet overblik over mulighederne for energirenoveringer og som samtidig gør det nemt at komme i kontakt med det netværk af udvalgte håndværkspartnere, der aktivt er en del af BetterHome. Det er vores forhåbning, at vi igennem samarbejdet i BetterHome kan skabe endnu tættere bånd mellem de forskellige håndværksfag – til gavn for såvel slutbruger som den enkelte håndværker. Du kan læse meget mere om BetterHome inde i nyhedsbrevet. Formidling af viden er generelt en udfordring i en verden med et stadigt stigende antal nyhedskanaler og -medier. Hos Grundfos har vi besluttet at tilbyde dig en ny måde at tilegne dig viden på om vores pumpeløsninger. Det gør vi via Grundfos Ecademy: en online platform, hvor materialerne er tilgængelige, når det passer dig og din kalender. Med andre ord: du bestemmer tid og sted – du sætter tempoet. Vi håber, at du vil finde den nye struktur og de mange nye muligheder i Grundfos Ecademy interessant og berigende. God læselyst. Henrik Falck Salgsdirektør Team Bygge & Anlæg
Download PDF fil
Cookiepolitik