Vi holder kursen Første halvår er gået, og vi kan gøre status. Grundfos følger planerne og leverer endnu et godt halvårsresultat. Vi holder kursen. Omsætningen i perioden stiger med ti procent i forhold til sidste år. Men alligevel skal vi være forsigtige med optimismen. Vi har fremgang i omsætningen på ti procent i forhold til 2010. Omsætningen er på 10,1 mia. kr. og resultatet før skat på 783 mio. kr. Det har været et godt halvår for Grundfos og tilfredsstillende i en tid med store udsving og udfordringer. Der har været omsætningsfremgang i alle salgsregioner. De mest markante stigninger ser vi i nyere markeder som Rusland og Kina, der har haft imponerende vækstrater på 25 procent. Men også det øvrige Fjernøsten og ikke mindst vores STAR-region er med til at sikre væksten. Med lave vækstrater i Vesteuropa, og specielt selvfølgelig i Sydeuropa, er det derfor glædeligt at se effekten af, at vi i Grundfos har globaliseret vores aktiviteter i tide. Men det er ikke kun salget, der har udviklet sig positivt. Koncernen har siden de første måneder af 2010 ikke haft nogen nettogæld. Vores nettoindestående udgør 1,9 mia. kr. ved udgangen af første halvår 2011. Det er en stigning på 1,2 mia. kr. i forhold til samme skæringsdag sidste år. Det skyldes vores særlige fokus på styringen af koncernens driftskapital – kreditorer, debitorer og lagre. Samlet for hele 2011 forventer jeg fortsat fremgang – dog med visse forbehold. Det er min vurdering, at vi kan komme til at opleve et svært andet halvår. Den økonomiske situation i verden rummer mange usikkerhedsmomenter, og det er blevet meget sværere at forudse selv den nære fremtid. Men jeg tror, at vi skal vænne os til dette. Usikkerhed og større turbulens i vores markeder bliver fremover mere reglen end undtagelsen. Men heldigvis er vi altså stadig godt rustet til turbulente tider. Det er vi også på grund af vores stærke værdier, som netop er revitaliseret med stor succes i hele vores organisation. Jeg har fået gode tilbagemeldinger fra mange selskaber om, at værdierne er blevet grundigt diskuteret og godt modtaget af kolleger over hele kloden. Mange hilsner Carsten Bjerg Koncernchef INDHOLD Fast arbejde i støberiet 8 27 Nyt koncept på vej til afkøling på skibe
Download PDF file
Cookie policy