Vi skriver historien i det daglige Om ganske få dage er 2011 et overstået kapitel. December er fuld af travlhed for de fleste – både privat og på jobbet – og snart vender vi endnu et blad i kalenderen og siger velkommen til et nyt år med nye udfordringer, opgaver og travlhed. Det bliver spændende. Men her ved overgangen til det nye år er der også tid og anledning til at tænke tilbage på året 2011. Et godt forretningsår for Grundfos, og så et spændende år, fordi vi alle fik arbejdet ekstraordinært med vores værdier og dermed gav dem nyt liv. Det var også et Grundfos Olympics-år og et år, hvor Grundfos igen voksede sig større og stærkere. Rundt om i Grundfos er der sket rigtigt mange spændende og vigtige ting, og vi har forsøgt at fortælle mange af de små og store historier, der samlet set er med til at skrive historien om Grundfos. Men i det daglige jag er der knap nok tid til at følge med i dem alle, selv om vores interne medier er fyldt med gode historier om de mange aktiviteter, der foregår rundt om i alle selskaber. Derfor nyder jeg at kunne fordybe mig i Gmagazine, hvor der er tid til at læse mere. Tid til fx i dette nummer at læse om, hvordan kollegaerne i Grækenland, på trods af den aktuelle krise, landet befinder sig i, ufortrødent kæmper videre. Hvordan sammenholdet er med til at skabe resultater, og hvordan vores græske kolleger knækker den svære nød, det er at holde fast i et marked, mens landets økonomi er i frit fald. Det er noget, vi alle kan lære af, og en god inspiration, synes jeg. Men det allervigtigste er dog, at vi igen i 2011 har bidraget til at løse nogle af verdens store udfordringer, når det gælder klimaforandringerne og deres konsekvenser, fokuseret på mere energieffektivitet og mindre ressourcespild samt skabt opmærksomheden på at skaffe flere mennesker adgang til rent vand og hjulpet til med at få fjernet spildevand. Og også på anden vis har verden lagt mærke til, hvad vi laver, og hædret os med flere flotte og prestigefyldte priser og anerkendelser, blandt andet to CSR-priser, vores tyske kolleger i Wahlstedt har fået en EFQM-pris, vores RC-pumpe har fået en engelsk og en dansk pris, og vi har også selv uddelt en lang række af priser. Og så var det også året, hvor Grundfos A/S af den danske fagforening 3F blev kåret som årets bedste arbejdsplads i Danmark. En udnævnelse, der er vel fortjent, og som vi andre også godt kan sole os lidt i. Priserne er for mig udtryk for, at dét, vi gør, trods alt ikke er helt forkert. Men prisen i sig selv er mest til pynt på væggen. Det, jeg hæfter mig ved, er, at der bag de mange priser gemmer sig medarbejdere, der er dedikerede, og som yder den ekstra indsats, der er med til, at vi også fortsat kan skrive vores fælles historie. Jeg ønsker alle i Grundfos det bedste for det kommende år. Carsten Bjerg Koncernchef INDHOLD Når stærke værdier smelter sammen 31 13 Stort potentiale i at mindske vandspild 2 Gmagazine december 11
Download PDF file
Cookie policy