2 Det luner altid med en kold start Det var med en vis glæde, at jeg så temperaturen falde til under nul kort efter nytår. Endelig, tænkte jeg. Endelig kom der lidt kulde, der kunne sætte mere skub i salget. Efter det varme efterår havde vi brug for kuldegraderne. Samtidig kom sneen, og jeg nød det hvide lag, der lå tungt i haven. Et perfekt scenario og en god start på året for os. Løfter jeg blikket lidt og kigger ud over vores egen have, ser verden dog noget mere uforudsigelig ud. Flere af vores markeder er fortsat pressede, og vi opererer med en konstant foranderlighed. Kigger jeg ind i første kvartal, så er der både lyspunkter og en lang række konkrete udfordringer. For eksempel står vi over for en større udfordring, når det gælder levering af CR-aksler på vegne af vores kollegaer i Taiwan, der har haft et større nedbrud på et nøgleudstyr. Det er en opgave, der kræver ekstra fokus og opmærksomhed, men jeg ved, at vi har en lang og god tradition for at kunne arbejde på tværs i hele organisation, og jeg er sikker på, at vi ikke bare kan løse opgaven, men også bruge den til at blive endnu bedre til at arbejde sammen internt og i forhold til vore kollegaer i Taiwan. Et andet vigtigt område, som altid skal have vores opmærksomhed, er kvalitet. Vi oplevede sidste år flere eksempler på, at vi ikke havde 100 procent styr på kvaliteten og dermed svigtede vores kunder. Det må ikke ske. Derfor vil vi gøre alt for at øge kvaliteten – i alle led. Her vil jeg blot fremhæve et fortrinligt samarbejde med Wahlsted, hvor vi arbejder tæt sammen om at højne kvaliteten. Starten på året markerede også indførelsen af et nyt og mere tidssvarende lønsystem for timelønnede. Fra nu af vil faglige og personlige kompetencer vægte højest, når det kommer til udregningen af den enkelte medarbejders løn. Systemet har været undervejs længe, og jeg vil gerne rose alle involverede og ikke mindst vores tillidsrepræsentanter for at have været med til at bane vejen for det nye lønsystem. Lige om lidt nærmer vi os etårsdagen for startskuddet på Strategy 2020. Den nye koncernstrategi gik i luften i marts sidste år, og siden har mange gode kræfter arbejdet på at få visionerne omsat til virkelighed. Vi er kommet godt fra start, og jeg ved, at der arbejdes hårdt for at skabe de forandringer, der skal til, for at vi kan nå vores ambitiøse mål. I den forbindelse vil jeg opfordre alle til at tage del og tage ansvar for, at vi i fællesskab trækker i samme retning. Vi skal ikke lade os forblinde af de kortsigtede op- og nedture, men holde fokus på de langsigtede mål. God fornøjelse med dette nummer af Løberen, som er det 25. i rækken, siden avisen fik nyt navn og nyt layout. Niels Møller Jensen 70 20 26 70 Ny hotline hjælper medarbejdere med problemer Bliver du involveret i en alvorlig ulykke, en traumatiserende hændelse eller store forandringer på jobbet, vil du næsten altid opleve usædvanlige reaktioner. Nu kan du få professionel hjælp ved at ringe til vores nye hotline. Af Lars Lykke Christiansen Ét telefonnummer. Døgnet rundt. Alle ugens syv dage. Helt anonymt. Det er opskriften på vores nye psykologiske hotline, som fra 1. januar 2016 er et tilbud til samtlige medarbejdere i de danske selskaber. Hvis du ringer på 70 20 26 70, sidder professionelle medarbejdere fra Falck Healthcare klar til at hjælpe og give gode råd til arbejdsrelaterede udfordringer og problemstillinger. Det kan eksempelvis være mobning, samarbejdsproblemer, stress, ændringer i organisationen eller andre ting, som påvirker ens arbejdsliv negativt. Samtale kan være løsningen Ifølge Group Senior Vice President Henrik M. Christiansen fra HR er medarbejdernes trivsel ekstremt afgørende, og derfor er han glad for at få en løsning, hvor medarbejderne nemt og enkelt kan komme i kontakt med en fagperson, som kan hjælpe dem med deres problemer. - Muligheden for at vende en problemstilling på arbejdet med en fagperson kan jo nogle gange være med til at give nogle nye perspektiver, så problemet ikke vokser sig alt for stort. Forebyggelse er nøgleordet. Det at tage en samtale med en professionel, inden hverdagens udfordringer bliver alt for store, kan ofte være løsningen for at bevare en god trivsel, siger han. Skulle det vise sig ikke at være nok med en dialog over telefonen, så kan Falck Healthcare medvirke til at henvise medarbejderen til psykologisk rådgivning. Et bedre setup Grundfos har længe arbejdet på at få en hotline. Det er blandt andet sket, fordi der har været et behov for en bedre løsning end den, vi har nu. Det fortæller bæredygtighedschef i Danmark Mogens Lindhard, som er glad for, at vi nu kan tilbyde alle medarbejdere i de danske selskaber den samme løsning. - Vi har måttet erkende, at vores nuværende setup ikke er godt nok, og derfor er det fantastisk, at medarbejderne har et alternativt og helt anonymt sted at henvende sig i forhold til tidligere. I visse tilfælde kan det jo være svært at gå til chefen, kollegaen eller arbejdsmiljørepræsentanten med sit problem. Læs mere på Insite under ”Arbejdsmiljø”. Et hammerslag på 250.000 kroner I begyndelsen af januar var DR’s program ”Hammerslag” forbi Grundfos i Bjerringbro for at optage en særudgave af det populære program. Indslaget løb over skærmen som en del af indsamlingsshowet Danmarks Indsamling 2016. Det blev sendt 6. februar på DR1, og dem, der sad foran skærmen, kunne i Grundfos-udgaven af Hammerslag se, at vi gav 250.000 kroner til verdens fattigste. Foto: Tue Schmidt Rasmussen R E DA K T I O N : Lars Lykke Christiansen Jeppe Plauborg Larsen Bjarke Nystrup Sørensen Frank Bisgaard Winther Tue Schmidt Rasmussen Jens Jakob Kjær Hansen Ansvarshavende: Kim Nøhr Skibsted J U B I L A R F OTO : Jane Riis Bech L AYO U T O G B I L L E D B E H A N D L I N G : Jeanette Byg Nordentoft T RY K : Scanprint a|s. Gengivelse af artikler og oplysninger tilladt med kildeangivelse. Redaktionen sluttet 22. januar 2016 UDGIVER: GRUNDFOS LO K A L R E DA K T I O N : Daniel Engkjær Leth (Støberiet) Dorthe Boldrup (CR) Tina Kjær Lundtofte (UP) Anders Blankenfeldt (Rustfri) Lars Dalsgård Kristensen (SP)
Download PDF file
Cookie policy