Nye tider for vandværksbestyrelserne? De ca. tusind husstande i Arden by og omegn er i gode vandværkshænder. To vandværker i hver sin ende af byen pumper ind på samme ledningsnet, og begge værker blev for godt et par år siden totalrenoveret og udstyret med nye, identiske Grundfos MPC-E anlæg med tre CRIE 15-3 pumper. Anlæggene blev dimensioneret, så hvert enkelt anlæg er i stand til at levere de 160.000 kubikmeter vand, der årligt forbruges i den nordjyske by – hvis der skulle blive behov for det. Og det blev der så her for nylig. Pesticidsrester i den ene boring har nemlig betydet, at pumperne på Vestergade lige nu står stille, mens der ledes efter en ny kilde. Formand for Arden Vandværk, Søren Christoffersen, er fortrøstningsfuld og forventer, at begge anlæg kører igen til efteråret. SMS-alarm giver tryghed I mellemtiden ligger ansvaret for forsyningen til byen alene på pumperne på Blåkildevej. Derfor er Søren Christoffersen ekstra glad for, at han og bestyrelseskollegerne også valgte at investere i et online overvågningssystem i forbindelse med renoveringen. ”Lige nu er vi afhængige af, at vi får hurtig besked, hvis der er noget galt. Pumperne skal jo køre,” siger formanden. ”Vi har fx oplevet, at strømmen går, og for noget tid siden gav systemet mig også besked på, at en kontakt var ved at stå af. Den fik vi så skiftet i tide, så ingen mærkede noget.” Søren Christoffersen modtager alarmerne som SMS på sin mobiltelefon. Foruden besked om problemer med elforsyningen kan det handle om fx lavt tryk, vandmangel eller som nævnt alarmmeldinger fra styringer og kontakter, vand på gulvet eller indbrud. Overvågning via internettet Overvågningssystemet er et Grundfos GRM-anlæg, og ifølge salgsingeniør Poul Bøgelund fra Grundfos er det en løsning, som private vandværker for alvor er ved at få øjnene op for. ”Det skyldes selvfølgelig ikke mindst, at der er tale om en meget overkommelig investering, som ikke alene giver de ansvarlige på vandværkerne sikkerhed via alarmer,” fortæller Poul Bøgelund. ”GRM er også et redskab, som gør det muligt at fjernstyre og kontrollere driften af vandværkerne hjemmefra.” Systemet samler data op fra pumper, pumpestyringer, sensorer, målere m.m. og sender dem til en sikret server hos Grundfos i Bjerringbro. Herfra er informationerne fra det enkelte vandværk tilgængelige via internettet for de personer, som har adgangskode – enten til kun at se informationerne eller til både at se og fjernbetjene udstyret. Ny teknologi lokker yngre frivillige til bestyrelserne Poul Bøgelund er ikke i tvivl om, at de nye, avancerede pumpesystemer og internet-teknologien vil forandre fremtidens bestyrelsesarbejde på vandværkerne. Grundfos-ingeniøren fornemmer, at den øgede brug af IT skærper interessen hos de yngre generationer for at tage del i det vigtige frivillige arbejde med lokalsamfundenes vandforsyninger. Og Søren Christoffersen kan bekræfte, at det praktiske arbejde er forandret. ”Tidligere var jeg tit forbi de to vandværker for at se, om tingene kørte, som de skulle. Nu kommer jeg vel forbi en gang om måneden, men til gengæld er både jeg og en af mine bestyrelseskollegaer inde på GRM-systemet flere gange om ugen,” fortæller den nordjyske formand, der føler, at den nye teknik er meget nem at gå til. ”På skærmen er det primært udpumpningen og vandstanden i rentvandsbeholderne, jeg tjekker, mens jeg går mindre op i energiforbruget, fordi jeg ved – og kan se – at det kører rigtigt fornuftigt.” Søren Christoffersen mener, at prisen for et abonnement på GRMovervågning er yderst rimelig, for som han siger: ”Det virker – det er godt.!” Jævn drift med MPC ”Det er meget begrænset, hvad behovet har været for at ændre på de nye anlægs driftsindstillinger,” fortæller Søren Christoffersen. ”Vi har fået en meget, meget jævn og regulær drift med de nye trinløst regulerbare pumper. Vi er rigtig godt tilfredse…” Og ordene ”. rigtig godt tilfredse” var netop dem, der fik Arden Vandværk til at gå målrettet efter MPC-løsningen fra Grundfos. Søren Christoffersen havde rådført sig med kollegerne i Hadsund, der havde erfaringer med den avancerede løsning. Og i Hadsund var man ”… rigtig godt tilfredse!”. Det samme er man nu i Arden.
Download PDF fil
Cookiepolitik
Welcome!