LEDELSESBERETNING Vi har sat os som mål, at andelen af kvindelige ledere skal øges fra de nuværende 17 procent til mindst 25 procent i 2017. Desuden ønsker vi, at andelen af ikkedanskere i koncernfunktioner øges fra de nuværende 23 procent til 40 procent i 2017 og 60 procent i 2022. Ansatte på særlige vilkår. Vi har en lang tradition for at være en socialt ansvarlig arbejdsplads. Derfor er det også målet, at minimum tre procent af arbejdsstyrken skal være ansat på særlige vilkår. Det drejer sig fx om medarbejdere med nedsat arbejdsevne eller langtidsarbejdsløse. Tallet har de sidste fire år ligget på cirka fire procent. Samfundet Vi vil etablere partnerskaber og have en positiv indflydelse i det lokale samfund. Vi vil gøre en positiv forskel – også i de lokalsamfund, hvor vi producerer og sælger vores varer. Derfor er der også en tradition for, at lokale selskaber involverer sig i fx partnerskaber med lokale skoler og uddannelser, fx omkring vand. Det er et område, der er præget af meget lokal prioritering, primært styret ud fra vores værdi om, at vi drager omsorg for vores samarbejdspartnere og et lokalt kendskab til, hvor behovet er størst. Water2Life er navnet på et medarbejderprogram fra 2010. I Kenya har cirka 10.000 mennesker gennem Water2Life fået lettere adgang til rent vand ved hjælp af Grundfos LIFELINKs vandsystemer, som medarbejderne har samlet penge ind til. Udover medarbejdernes bidrag betaler Grundfos halvdelen af hvert system, og projektet kører i samarbejde med Røde Kors, som står for hygiejne- og sanitetstræning til landsbyerne. Ansvarlig forretningsadfærd Vi vil sikre, at vi overholder alle relevante lovgivninger, og at vi lever op til vores frivillige engagement, fx via vores arbejde med Grundfos Code of Conduct. Code of Conduct. Arbejdet med god forretningsetik er koncentreret om vores ”Code of Conduct”, der fokuserer på emner som bestikkelse, interessekonflikter, repræsentation og gaver, fair konkurrence, menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljø, politiske bidrag, acceptabel regnskabsførelse og fortrolighed. I 2011 er der udarbejdet en Code of Conduct-håndbog. Dette er sket på baggrund af interne analyser, workshops og diskussioner, og internationale forventninger og nye trends på området er taget med. I 2012 skal håndbogen lanceres og efterfølgende rulles ud i hele koncernen. Indkøb. Som supplement til vores Code of Conduct har vi en Supplier Code of Conduct. Denne bruges til at kommunikere vores forventninger til leverandørerne i forhold til bæredygtighed. Denne bygger blandt andet på FN's Global Compactprincipper. I 2010 besluttede vi desuden at gennemføre særlige CSR-audits, som supplement til de audits, der gennemføres i øvrigt. I 2011 gennemførtes otte CSR-audits mod to CSR-audits i 2010. Resultater og rapportering Vi har i 2011 valgt at ændre rapporteringsform – mest tydeligt udtrykt ved, at bæredygtighedsrapporten udgår. Vi arbejder med at skabe en endnu klarere sammenhæng mellem vores visioner og resultater på bæredygtighedsagendaen. Blandt andet ved at skærpe vores datagrundlag – både ud fra væsentlighed og integration mellem forskellige systemer og procedurer. I de kommende år vil vi i årsrapporten indarbejde flere nøgletal, der fokuserer på måling af også den miljømæssige og sociale bundlinje. Internationale retningslinjer og forpligtelser Vi har siden 2002 støttet FN's Global Compact – verdens største initiativ for virksomheders samfundsansvar. Formålet er at inddrage private virksomheder i løsningen af nogle af de store sociale og miljømæssige udfordringer, som følger med globaliseringen. Vi støtter op og arbejder konkret med at implementere ti principper inden for områderne menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljø og antikorruption. Herudover støtter Grundfos Caring for Climate – et frivilligt supplement til Global Compacts medlemmer, der ønsker at gå i spidsen for indsatsen mod klimaforandringer. Fokus er på at fremme konkrete løsninger til at reducere udledning af drivhusgasser og samtidig påvirke den politiske dagsorden. I 2011 tilsluttede vi os desuden UN Global Compact’s CEO Water Mandate. Som virksomhed har vi ansvar for at bidrage til løsningen af den globale vandudfordring i samarbejde med regeringer, FN-organisationer, NGO´er og øvrige interessenter. Du kan læse mere om fx bæredygtighedsstrategien og CO₂-reduktioner i ”Grundfos Årsskrift”. Hvis du vil have yderligere data, så læs mere på www. grundfos.com/about us. Her kan du finde mere om vores sociale og miljømæssige indikatorer, fx i forhold til affald, arbejdsulykker, træningstimer, medarbejdernes kønsfordeling eller medarbejderudviklingssamtaler. ÅRsRaPPoRt 2011 | 11
Download PDF fil
Cookiepolitik
Welcome!