KÆRE LÆSER, I 2015 rundede Poul Due Jensens Fond 40 år og dermed 40 år som Grundfos’ hovedaktionær. Fonden besluttede at bruge denne anledning til at udgive sit første selvstændige årsskrift. Med årsskriftet markeres et nyt skridt på vejen fremad for fonden og dens interessenter. Filantropi er en af fondens kerneaktiviteter. Poul Due Jensens Fond ønsker at skabe varige forandringer til gavn for udsatte grupper i Danmark gennem støtte til projekter som øger inklusion i samfundet og på arbejdsmarkedet. Uden for Danmark bringer vi rent vand til landsbysamfund i udviklingslande, hvor klimaforandringer eller menneskeskabte problemer gør vand til en knap ressource eller en reel sundhedsfare. Sluttelig yder fonden støtte til videnskab og forskning i Danmark. Gennem årene har vi blandt andet uddelt Grundfosprisen til en række fremtrædende forskere. Fonden anerkender, at uden Grundfos ville der ikke være et overskud at dele ud af. Aktivt og ansvarligt ejerskab af Grundfos er derfor det fundament, som fonden står på. Vi opstiller langsigtede forventninger til Grundfos-koncernen, bestyrelsen for Grundfos Holding A/S og Grundfos’ daglige ledelse, som skal sikre at Grundfos følger en holistisk agenda, der sigter mod mere end blot finansielle resultater. I bytte bidrager fonden med et stort engagement, blandt andet ved hvert år at uddele Grundfosprisen og en række Poul Due Jensen studielegater og innovationspriser. Vi er stolte af dette ejerskab og håber at inspirere til diskussionen om aktivt ejerskab i det bredere samfund. Poul Due Jensens Fond har sået mange frø i 2015 og vil fortsætte med dette fremover. I de kommende år vil vi fokusere på at intensivere samarbejdet med vores partnere, med Grundfos og samfundet i håbet om at skabe en mere bæredygtig verden. På vegne af bestyrelsen for Poul Due Jensens Fond vil vi gerne takke alle vores samarbejdspartnere for et godt og frugtbart samarbejde i 2015. Vi ser frem til at fortsætte med at gøre en positiv forskel, både ude i verden og for de mange tusind Grundfos-medarbejdere. Niels Due Jensen Chairman Christian Hartvig Executive Director
Download PDF fil
Cookiepolitik