POUL DUE JENSENS FOND AKTIVT EJERSKAB Direktøren har ordet I 2020 blev mange af Fondens traditioner udfordret af corona-nedlukninger, og vi måtte som mange andre tage alternative midler i brug for at Fonden fortsat kan være synlig over for ledelse og medarbejdere. Pandemien har endnu en gang understreget at fondsejerskab er en sund og bæredygtig selskabsform, som vi kan være stolte af. Fondsejede virksomheder har klaret sig godt igennem krisen, og det ser også ud til at være tilfældet hos Grundfos. Poul Due Jensens Fonds hovedformål er at sikre en sund udvikling i Grundfos-koncernen gennem et aktivt og engageret ejerskab. Det er i høj grad i bestyrelseslokalet at dette foregår, men en række af Fondens fast tilbagevendende begivenheder har også til formål at styrke og udvikle Grundfos’ værdier og virksomhedskultur både lokalt og globalt. I år måtte vi grundet COVID-19 desværre aflyse Grundfospris-festen, en begivenhed vi normalt benytter til at invitere studerende fra en række universiteter indenfor i maskinrummet og på den måde skabe grobund for fremtidige praktikker, projekter og samarbejder, så Grundfos er i tæt dialog med både potentielle fremtidige medarbejdere, men i høj grad også med de uddannelsesinstitutioner som uddanner dem. Dette håber vi naturligvis vil være muligt at genoptage i 2021. Virtuelle prisoverrækkelser Fonden kunne heller ikke invitere vinderne af vores medarbejderpriser til prisoverrækkelse i Danmark som vanligt. I stedet blev der afholdt en række lokale ceremonier verden over, hvor vi og en række jurymedlemmer deltog, enten virtuelt eller via en videohilsen, hvor det ikke var muligt at deltage. De mange mindre ceremonier var en utrolig positiv oplevelse, hvor vi fik lejlighed til at tale med Grundfos-medarbejdere fra hele verden og få en fornemmelse af hvad der rører sig lokalt. Det understregede for os, at det er værd at tage sig tid til at se folk direkte i øjnene og anerkende dem for deres store indsats og engagement. Jeg vil gerne sige en stor tak til alle dem som hjalp med at arrangere prisceremonierne, således at vi fik mulighed for at lykønske vinderne direkte. Kim Nøhr Skibsted Fondsdirektør Endelig havde vi planlagt at vi i 2020 under det engelske navn Grundfos Foundation og i tæt samarbejde med Grundfos ville være mere synlige og aktive i globale fora, såsom World Water Week, IWA World Water Congress & Exhibition og World Economic Forum, men også dette har været voldsomt udfordret af pandemien. Vi håber at kunne se mod enden på verdens nedlukning, så dette også kan intensiveres i 2021. 55
Download PDF fil
Cookiepolitik